Hesteassisteret terapi

Hesteassisteret psykoterapi (med heste uden at ride) eller psykoterapeutisk ridning er en krops- og oplevelsesorienteret behandlingsform, som har en stærk og positiv indvirkning på både krop og psyke og er en aktiv måde at arbejde og at lære sig selv at kende på.

Via denne sansenære terapiform opleves først og fremmest en markant beroligelse og afbalancering af nervesystemet. Et afbalanceret nervesystem er et godt udgangspunkt for at kunne ’finde hjem’ til sig selv og f.eks. arbejde med øget selvindsigt, bedring af selvværd og mestringsstrategier og skærpelse af kognitiv og følelsesmæssig bevidsthed. Evnen til at være i nuet styrkes og hesteassisteret terapi/rideterapi giver desuden en øget bevidsthed om kommunikation og kommunikationsformer, empati, nærvær og autenticitet.

Jeg har god erfaring med hesteassisteret terapi som understøttende behandling af bl.a.

  • Stress
  • PTSD
  • Angst
  • Depression
  • Psykosomatiske symptomer
  • Tilknytnings- og relationsproblematikker
  • Spiseforstyrrelse
  • Selvskadende adfærd

Som terapeut giver jeg dig hele tiden passende støtte undervejs og der følges op med samtale, således at den enkeltes problematikker kan bearbejdes med maksimal støtte.

Hesteassisteret terapi og psykoterapeutisk ridning kan indgå som en enkeltstående session i et behandlingsforløb eller kan udgøre det primære fundament i behandlingen, alt efter eget ønske.

En rideterapeutisk session varer i alt ca. 1½ – 2 timer.